Velkommen til SLRK - vi håber, at du falder godt til og at du vil bidrage til et rart og hyggeligt miljø her på ridecentret.

For at du lettere kan finde dig til rette, så har vi fremstillet SLRK A-Z; der forklare det mest almindelige om ridecenteret og rideklubben SLRK. Vi ka
n naturligvis ikke garantere at vi har fået alt med, så du er til enhver til velkommen til at kontakte bestyrelsen, hvis du har tvivlsspørgsmål. Udskriftsvenlig version - klik her

SLAGELSE RIDEKLUB ”SLRK”
Slagelse Rideklub er en forening under Dansk Ride Forbund DRF, hvilket betyder at du som medlem af SLRK får adgang til en lang række tilbud om deltagelse i stævner og diverse kurser. SLRK har ca. 230 medlemmer i alle aldre.

Klubben drives af en frivillig bestyrelse på 5 - 7 medlemmer, som bliver valgt af medlemmerne på den årlige generalforsamling. Se nuværende bestyrelse på www.slrk.dk - tryk på fanebladet ORGANISATION på øverste bjælke. Der er også flere udvalg fx staldudvalg, stævneudvalg og juniorudvalg. Bestyrelsens og udvalgenes funktions- og arbejdsbeskrivelse findes også under fanebladet ORGANISATION. 


MEDLEMSKAB
Et årsmedlemskab gælder fra 1. marts til og med 28. februar og opkræves en gang årligt pr. 1. marts. Prisen for årsmedlemskab fastsættes på den årlige generalforsamling og kan ses på hjemmesiden www.slrk.dk under fanebladet KLUBBEN på øverste bjælke. Vi tilbyder ikke dagsmedlemskaber.

Tilmelding til medlemskab foregår via hjemmeside og betaling, så vidt muligt via Dankort/NETS. Opret en medlemsprofil på forsiden af hjemmesiden. Log på din profil – tryk på fanebladet TILMELDING på øverste bjælke; find den medlemstype, der passer dig (aktiv - passiv eller familie). Tryk på beløbet og følg instruktionen. Du betaler nu dit medlemskontingent via Dankort/NETS.

Familiekontingent betales (dækkes) af det første medlem fra husstanden, der oprette og betaler. De andre familiemedlemmer oprettes og tilmeldes stadig med hver sin profil på hjemmesiden, så vi får registreret alle medlemmer.

I forbindelse med den første betaling med Dankort godkender man, at SLRK fremover må trække betalingen automatisk fra betalingskortet, indtil du selv melder dig fra. Man modtager en e-mail/SMS senest 10 dage inden der hæves via betalingskortet. Ligeledes vil man, hvis dit Dankort udløber, få en meddelelse om, at man skal ændre betalingsoplysninger for at sikre, at ydelsen forsat bliver betalt. Se flere information om NETS /QuickPay på www.slrk.dk til venstre på siden under Betingelser, Abonnementsvilkår.

Har du ikke Dankort, så skal du stadig oprette medlemsprofil på hjemmesiden og dernæst betale via konto overførsel til vores konto i SYDBANK 0570 5690027755. Angiv altid navn og medlemskab.

Alle spørgsmål vedrørende betaling skal stiles til klubbens kasserer på kasserer@slrk.dk.


FRIVILLIG HJÆLPER
Klubben SLRK drives som nævnt af en frivillig bestyrelse og har brug for al den hjælp medlemmer kan give.

Vi afholder ca. 8- 10 stævner fordelt over hele året. Du finder vores aktivitetskalender på www.slrk.dk - tryk på fanebladet AKTIVITETER på øverste bjælke. 
At holde stævner er dén vigtigste indtægtskilde for SLRK og vi opfordrer derfor alle medlemmer til at give en hjælpende hånd. DET ER IKKE NØDVENDIGT AT HAVE KENDSKAB TIL RIDESPORT. Der er mange opgaver som ikke har noget med heste at gøre. Hjælpere til vores kiosk, hjælpere på dressurbanen, hjælpere på springbanen, oprydning før, under og efter stævnet, skriver for dommer, hente kritikker. m.m. Både børn og voksne kan hjælpe med disse opgaver. Ca. 3 uger før et stævne vil man kunne finde hjælperlister i begge stalde og det store ridehus, hvor man kan skrive sig ind. På forhånd tak for assistancen.


RIDECENTRET
Slagelse Rideklub lejer sig ind i bygningerne og på området på Nykobbelvej 2A, som er ejet af Fonden for Slagelse Ridecenter. Klubben står selv for driften; har ansat 1 staldmand og står selv elevskolen samt for vedligehold af både bygninger og udendørsarealer.

Vi råder over 2 ridehuse – ét på 20x40m og ét på 20x60 m samt udendørs springbane og dressurbane. Rytterstuen m/toilet er for os alle og findes i det lille ridehus. Her kan du få varmen – en snak med vennerne samtidig med at du kan følge aktiviteterne i ridehuset. Men tag opvasken efter dig og sving gerne kosten, når det trænger.

Udover egne centerfaciliteter, som frit kan benyttes af ryttere med gyldigt centerkort, er vi beliggende i naturskønne omgivelser lige i udkanten af Slagelse Lystskov og man kan ved at køb af et skovkort hos skovfogeden få mulighed for at ride ud i alle kroge af Valdemarkildes Skovdistrikt.

Når der rides i skoven, så husk I repræsentere klubben og respektér de mange andre gæster i skoven ved kun at skridte, når I mødes. Skovkortet skal kunne fremvises ved anmodning fra skovfogeden og ansatte fra Valdemarkilde. Bær evt. skovkortet synligt, så man kan se I har tilladelsen.


NABOEN
Slagelse Rideklub er meget tæt nabo til Claus og Sanne og medlemmer har ingen adgang til deres gård, stald eller foldanlæg. Se på oversigtsplanen over vores område på opslagstavlen ved rytterstuen og i staldene over vores område og hvor du gerne må færdes.


ÅBNINGSTIDER OG FÆRDSEL PÅ OMRÅDET
Ridecentret er åbent for alle medlemmer årets 365 dage mellem kl. 8 – 22. Færdsel i staldene kun for ansatte og opstalderer og for elevryttere kun i forbindelse med undervisning.

Færdsel på området skal foregå roligt og under hensynstagen til hestene, som nogen gange kan reagere nervøst på løb, råb og anden højrøstet opførsel.

Venligst husk at slukke lys i ridehaller/stalde – hvis du er sidste person, der forlader centret!

Hunde må gerne medtages, dog skal disse føres i snor og efterladenskaber skal opsamles.


OPRYDNING

Oprydning er et nødvendigt onde og vores personale er ikke ansat til at rydde op efter de enkelte medlemmer, som derfor selv må sørge for at sætte personlige effekter på plads, fjerne hestemøg og andet affald fra staldgang, ridehaller og området i det hele taget. Gælder også springmateriale eller ting lånt af klubben.

SLRK arrangerer arbejdsdage, hvor alle klubbens medlemmer er velkomne til at deltage i vedligeholdelse af klubbens faciliteter og materiel.


SIKKERHED
Al ridning i SLRK sker i overensstemmelse med Dansk Ride Forbunds anvisninger om sikkerhed. Ved al ridning skal ryttere uanset alder bære godkendt hjelm og ved springning skal ryttere under 18 år tillige bære sikkerhedsvest, hvilket generelt anbefales.

Detaljerede sikkerhedsregler hænger i ridehusene sammen med almindelige regler for benyttelse af ridehusene. I staldene er der opslag med almindelige regler for ophold i staldene, ligesom der er opslag om, hvilke folde, der er i brug og om, hvorledes trækken til og fra foldene skal foregå. De findes ligeledes på www.slrk.dk. under fanebladet SIKKERHED på øverste bjælke. 


RIDEHUSENE

Det store ridehus kan benyttes af alle ryttere med gyldigt centerkort. Onsdage er det store ridehus reserveret til vores privatundervisning fra kl. ca. 15 – 21, men ellers det være åbent for alle, også når der foregår anden undervisning – med mindre andet er oplyst. Det er dog naturligt, at man tager hensyn til ryttere, der får undervisning. Når rideskolen er i det lille ridehus, er der lukket for anden ridning. Partsryttere må benytte det lille ridehus om søndagen fra kl. 11 – 17 uden tilkøb af centerkort.

HUSK ! Når der rides i ridehusene samles hesteklatter løbende op for at skåne bunden.


RIDESKOLEN
SLRK tilbyder rideskoleundervisning i dressur og spring på motionsniveau. Der undervises i hold på 5-6 elever i det lille ridehus eller når vejret tillader det på udendørsbane. Undervisningen kan også foregå som skovtursridning eller som teoriundervisning i stalden. Vi henstiller til forældre om at lade underviserne føre ordet, når der undervises.

Man kan frit vælge om man vil gå til ridning 1 eller 2 gange om ugen. Der er mulighed for undervisning alle hverdage. Der er ikke undervisning i skolernes ferier og på helligdage medmindre andet er aftalt med underviserne.

Undervisning betales månedsvis forud og skal være indbetalt den 1. i måneden. Priser ses på www.slrk.dk under fanebladet ELEVSKOLE i øverste bjælke.

Man skal være medlem af klubben for at kunne modtage undervisning. Se mere nedenfor under punktet: Medlemskab og Tilmelding/Betaling

SLRK tilbyder løbende undervisning i ryttermærker 1, 2, 3 og 4. Herudover sikrer vi os, at medlemmerne løbende modtager råd og vejledning vedrørende ridning, håndtering og behandling af hestene; tilbud om førstehjælp for hest og rytter mv.


TIL DEN NYE RYTTER

Første ridedag/time aftales med klubbens kasserer via e-mail på kasserer@slrk.dk og prøvetimen er gratis.Som ny elevrytter skal du huske:

· En sikkerhedsgodkendt ridehjelm (cykelhjelm). Du kan låne ridehjelm de første gange, du rider.

· Bukser uden for mange sømme samt smalle støvler el. sko med en lille hæl.

· Egen fritidsulykkesforsikring. Du er ikke dækket af rideklubben.

Fælles for alle hold er, at eleven møder i god tid, gerne 15-20 min. før ridetimen starter. Med assistance fra din underviser eller en anden erfaren rytter skal du selv strigle og sadle op, hvis ikke din hest/pony allerede er i brug.

For børn og voksne som ikke er vant til omgang med heste, forsøger vi så vidt muligt at have en person i stalden, der kan hjælpe med op- og afsadlingen. Det forventes dog, at man som voksen, barn eller forælder gør en indsats for at lære det og vores juniorafdeling afholder også en-dagskurser i opsadling m.m. for nye ryttere og deres forældre.

Det er også vigtigt, at du sætter 15 min. af efter ridetimen, så ponyen/hesten sættes tilbage i sin boks på en god måde (hvis der ikke er rytter til timen efter) og til at rydde op efter dig selv; sørge for at udstyret kommer på sin rette plads (strigler, hovedtøj og saddel) og at staldgangen fejes, inden du går hjem.

Afbud til underviser gerne ridetimen før

Rideskolen har lukket i skolernes ferier og på helligdage.

Udmeldelse af rideskole skal ske til kasserer@slrk.dk, så I bliver korrekt afmeldt den automatiske betaling.

Klubbens sikkerhedsregler hænger i staldene og i ridehusene. Læs dem og husk dem, når du færdes på ridecentret. Som forældre til vores elever er man også med til at lære børnene den korrekte færden i stalden, som for eksempel erat:

· man skal bære ridehjelm, når man håndterer hest

· man skal gå på staldgangen – ikke løbe

· man skal tale normalt – ikke råbe og skrige

· man skal gå foran hesten ved opbindingspladsen – ikke bagved

· man ikke giver godbidder, når hest/pony er bundet op på staldgangen.


FORSIKRING
At gå til ridning adskiller sig ikke fra at gå til anden idræt. Ved sædvanlig daglig ridning og ophold på rideskolen i øvrigt, er medlemmerne ikke forsikringsdækket. Derfor anbefales det kraftigt, at alle medlemmer kontakter deres eget forsikringsselskab og tegner fornøden privat forsikring.


OPSTALDNING

SLRK tilbyder opstaldning til såvel ponyer som heste. Vores staldområde består af 35 bokse fordelt på 2 stalde, hvoraf 11 er reserveret til vores rideskoleheste.

Den daglige drift af stalden varetages af en staldmand, der er ansat af klubben. 2 personer fra bestyrelsen og 2 pensionærer udgør klubbens staldudvalg. Udvalget varetager daglig administration af klubbens stalde herunder samtale med potentielle pensionærer, foderindkøb, boks og fold planlægning. Ønsker du at opstalde hest eller pony hos SLRK, bedes du kontakte vores staldudvalg. Skriv til kasserer@slrk.dk, så kontaktes du af én fra udvalget.

Ønsker man at opstalde hos SLRK, så kræves det naturligvis først og fremmest at hesten er sund og rask.

Der skal senest ved indflytning fremvises hestepas med gyldigt vaccinationskort og hvori det også skal fremgå, at hesten er udelukket fra konsum. Inden indflytning skal hesten have fået foretaget ormeprøve med evt. efterfølgende behandling. Endvidere skal ejer sørge for, at hesten er chipmærket jf. fødevarestyrelsens reglement.

SLRK opstalder ikke hingste.


TIL HESTEEJEREN

Inden hestens/ponyens ankomst skal du kontakte staldudvalget og afklare detaljerne om opstaldningen.

Hestene fodres 2 x daglig og der gives wrap 1/2 x dagligt. Der er stråfoder på foldene. Hestene fodres med det foder rideklubben har valgt.
Ønskes hesten fodret med eget foder, kræver det en ekstra betaling jf. prislisten. Special foder skal pakkes af ejer i pose med navn på til hvert måltid og lægges i foderrummet.
Såfremt ejeren ikke har pakket foder i poser, vil hesten blive fodret med rideklubbens foder. Dyrlægeordineret foder gives uden yderligere beregning for ejeren.

Hestene kommer på fold hver dag. Om vinteren forestår vores staldpersonale både ud- og indlukning fra jordfold. Om sommeren kun udlukning på græsfold og der udarbejdes dernæst en indlukningsplan ca. 1.maj – 1. oktober), hvor alle opstaldere er forpligtet til at deltage. På opslagstavlen hænger foldoversigt udarbejdet af staldudvalget.

Vi anvender træpiller som boksstrøelse. Træpiller skal købes via rideklubben. Ejer forstår selv mugning af boks, men mugning kan ligesom andre ekstra ydelser såsom dækkenskift, klokker påsat mv. tilkøbes og afregnes jfr. gældende prisliste.

Privat opstaldede heste vælger selv dyrlæge og smed. Det er ejerens ansvar at holde hesten fagligt korrekt beskåret og beslået og endvidere sørge for, at hesten jævnligt får tjekket tænder.
Staldudvalget sørger for at tage 2 x årligt gødningsprøver og der gives om nødvendigt ormekur. Der vil være opslag på tavlen. Regning for ormekur betales af opstalderne selv.

Opstaldning betales månedsvis forud og skal være indbetalt den 1. i måneden. Opstaldningsprisen reguleres løbende i overensstemmelse med omkostningsudviklingen.

SLRK arrangerer arbejdsdage, hvor klubbens faciliteter og materiale vedligeholdes. Som opstalder forpligter man sig til at deltage i minimum 2 arbejdsdage om året eller at betale sig fra det jf. prislisten.

Klubben afholder ca. 8- 10 stævner fordelt over hele året. Vores opstalderer er selvskrevne aktive hjælpere til vores stævner. Klargøring, banepersonale eller kioskmedhjælper. Der er noget for alle.


FORSIKRING

For heste gælder, at der skal tegnes en lovpligtig ansvarsforsikring.

Ved arbejde for klubben er medlemmerne dækket af en kollektiv ansvars- og ulykkesforsikring under Dansk Idræts Forbund

 ELLERS...

Forsikring
At gå til ridning adskiller sig ikke fra at gå til anden idræt. Ved sædvanlig daglig ridning og ophold på rideskolen i øvrigt, er medlemmerne ikke forsikringsdækket. Derfor anbefales det kraftigt, at alle medlemmer kontakter deres eget forsikringsselskab og tegner fornøden privat forsikring.

For heste gælder, at der skal tegnes en lovpligtig ansvarsforsikring.

Ved arbejde for klubben er medlemmerne dækket af en kollektiv ansvars- og ulykkesforsikring under Dansk Idræts Forbund

Hestevelfærd
Ponyer og heste behandler vi med respekt. Mishandling vil under ingen omstændigheder blive tolereret.

Uheld
Uheld kan som i al anden sport ikke fuldstændig undgås. Ambulancer tilkaldes via 112 – Nykobbelvej 2A. .

Vi har hjertestarter i rytterstuen og førstehjælpskasser i begge stalde og begge ridehuse. Se opslag ved rytterstuen og i staldende. Husk ved mobiltelefon at opkald til 112 ikke altid går til nærmeste central.

Brandforebyggelse og bekæmpelse.
Overalt på centret er der opsat brandslukningsudstyr og skiltning med flugtveje. Endvidere findes der opslag med forholdsregler ved brand. SLRK foranlediger at slukningsudstyret demonstreres og at der afholdes løbende førstehjælpskurser for ansatte og medlemmerne

Rygning
Rygning er kun tilladt udenfor og vi henstiller til at rygerne husker at smide deres skod i skraldespanden.